Paris


Veninde og jeg taler om skæbne og tilfældighed.

Vi tager bussen hele vejen til Paris, og det er en lang tur. Vi er tre timer forsinkede og kan næste ikke få vores kufferter igennem metroen.

Folk kigger så længe og utroligt på os, fordi vi har lyst hår og smiler så sommerskønt.

Franskmænd har ikke tid til at smile.

Vi sover til klokken elleve en morgen og spiser omelet et sted, vi også besøger næsten dag.

Der er masser af smukke mennesker, det er en legeplads af muligheder, og der er næsten ingen skarpe kanter.

Jeg siger, det eneste, jeg kan tænke på, er ham, hun siger, vi er i Paris og han et helt andet sted, som ikke engang er det første, som vi kom fra.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal hen.

Veninde og jeg taler om skæbne og tilfældighed

i metroen

på caféen

på en rue

og endnu een

som er det samme

som er i kraft af hinanden

som i samme kraft

hvori du er skyld i

at jeg er

og jeg er skyld

i dig.