HVERDAGSBEVIS:
Essay om tale og samtale.




Jeg sidder på café med ham, jeg elsker allermest. Vi drikker kaffe af hvert vores glas og gnider hænder mod bordplade, imens løst og fast rasler ud af munde. ”Det var hyggeligt i fredags”, ”Hvem spillede du kort med i går” eller måske et så dristigt træk som et kompliment må være: ”Du duftede virkelig godt lørdag morgen.”
Vi taler ikke rigtigt sammen, vi taler bare om vind og vejr. Vil trække hinanden ind, forsøger af den grund at lukke noget ud. Så må der jo i hvert fald være plads, ikke?
En sådan scene skal man ikke lede længe efter i det moderne samfund, tit og ofte er jeg selv en del af den: Vi sidder og taler, men vi vil hellere tale sammen.
                      For der skal to til at danne en samtale, og sammen kan man opnå en himmelråbende og sjælefredelig følelse af kontinuitet, at af høre til – det er her, jeg vil være, det er her, jeg hører til. Men i vor samtid finder vi oftere og oftere denne følelse igennem en iPhone, en iPod  eller et andet elektrisk stykke teknologi, som Morten Albæk også pointerer i sin tekst, Smalltalk, et uddrag af Nedslag – mellem det vi siger og det vi gør fra 2008. De er blevet vores trofaste følgesvende, vores samtaler, disse små firkantede og i for sig fantastiske stykke teknologier – problemet er bare, at det på sin vis er en rimelig ensporet kommunikationsform, hvis man ser på kvaliteten af sms’erne, der flyder ind som rindende vand, der aldrig stopper, og samtalerne igennem telefonnettet, der vibrerer tværs over land og rige. Vi snakker om adskillelsen af tid og rum, en adskillelse, der bliver forenet igennem strøm og volt. For det skal gå så stærkt, vi skal nå vores tog, og vi skal nå at tage gryden af blusset, inden indholdet koger over. En sådan indforstået middelmådighed og generthed i kommunikationen, der får os til at trække nysgerrige fingre til lommerne, hvor vi desuden beholder de store almægtige og afgørende nøgleord. Netop det er, hvad smalltalken er – en snak, der holder sig fra det brændende og gældende. Døren står ikke på klem, den er boltret fast med søm og personlige grænser, og kun igennem nøglehullet kan smalltalken danse sig igennem – større er den ganske enkelt ikke.
                      Men at snakken kun må have en massefylde på størrelse med et nøglehul, forårsager, Ifølge Morten Albæk, at vi unge bliver mere ensomme, jo mere vi taler, hvilket jo i sig selv lyder meget tragisk, så netop af den grund, forsøger overstående vi 2, ham & jeg, at slå fingerspidserne sammen, brænde os på ilden og sparke døren op: skabe fælles tale, samtale – tosomhed, åbenhed, indforståethed. ^﷽﷽﷽﷽﷽﷽﷽﷽puter magazine. d. orkrænsninger og muligheder i forkskellige kommunikationsformer i det moderne samfud.
                      Robert Tinneys Smalltalk forestiller en kæmpe luftballon med teksten ”SMALLTALK”, og det er meget tæt på, at jeg tager en nål fra syæsken og forsøger at stikke hul på den, som jeg sidder der over for ham. For netop det, er hvad vi har brug for i dag. Ligeså vel som man kan snakke om at åbne døren, kan man også snakke om at tilintetgøre smalltalken og træde ind i det rum, der må ligge derefter, for forhåbentligt er der et sådant. Et rum, der ikke er hult og rungende stort og meningsløst – meningstomt.
                      For præcis som Morten Albæk pointerer, føler jeg mig så forbandet ensom, måske ikke tit eller altid men i hvert fald sommetider, når overstående dreng holder mund og ikke lægger rene ord på bordet. Når meningen ikke får lov til at tage sig til og karakterisere vores samtale, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Morten Albæk skriver: ”Cirka hvert tredje unge mennesker føler sig med en vis hyppighed ensom”. Han snakker om, at vi, min generation, de unge, ikke kender til forskel mellem form og indhold – kvantitet bliver sat over kvaliteten og sætter os ude af stand til at tale sammen. Vi taler om ingenting, vi ryster terningerne i bægeret, men når vi lader dem trille ud på bordet, er de uden tegn. Vi tør ikke lægge kortene på bordet, vi tør ikke åbne førnævnte hjerteærlige dør op eller at se bort fra de udefrakommende forventninger om at være hip, smart eller at være særlig oplyst omkring ditten og datten, der, når det kommer til stykket, selve samtaleakten, ikke betyder noget.
                      Simpelt sagt mener Morten Albæk altså, at jeg intet får ud af at fortælle min dreng om ditten og datten, hvis han ikke får lov at forstyrre mig – ”For det er samtalen med ret til modsigelse, som gør dig klog på, hvad dine medmennesker mener, tænker og føler om det, du mener, hvilket igen er selve fundamentet for, at to mennesker kan lære hinanden at kende. Og først når vi kender hinanden, kan vi føle tryghed ved hinanden, og når vi føler tryghed, oplever vi også fortrolighed, der er fundamentet for venskaber og værnet mod ensomhed.”
                      Men det er farligt at gå fra stadiet ”smalltalk” til rent faktisk at tale sammen. Robert Tinneys førnævnte Smalltalk forestiller som sagt en kæmpe luftballon med teksten ”SMALLTALK”. Luftballonen svæver over hav og himmelskynet. Den bliver holdt oven vande af gas, den er hul og rummer litervis af – netop – smalltalk. Forestil dig så, at ballonen går i stykker. Dets piloter ville falde til vands, måske drukne, og ballonen vil falde ned over dem som et sølle og slapt stykke stof. For netop sådan en massefylde har smalltalken. Ligegyldig, hverken mere eller mindre, blot vokaler og konsonanter sat sammen i en rækkefølge, der danner intet som helst specielt. Hverken for sig selv eller for andre. Det er som en tynd kop kaffe, midtstadie-støvregn, et måske, et ligeglad - det er lige meget.
                      Og hele pointen er så, at vi spænder ben for os selv i dette moderne samfund med denne form for kommunikation. Den er kortfattet, sms’er er sjældent særligt lange, og samtaler igennem telefonnettet er ofte af praktisk karakter. Sms’erne og samtalerne bliver siet igennem det himmelskynet, som luftballonen svæver i. De emmer af mangel på substans. Jeg vil nemlig så gerne have noget med hjem i lommen, når jeg får lov at kysse ham farvel i caféens bogtapetserede omgivelser, imens hele verden ser os. Og netop dét er interessant: Jeg vil have, at hele verden skal se os og ligesom opleve en slags misundelse af os, af vor lykke.
                      Når vi, de unge, står i bussen, i s-toget eller i metroen hiver vi det ene stykke teknologi efter det andet op af lommen og skal vise resten af verden, at vi har venner, at vi er etablerede, velfungerede mennesker, der helt sikkert er på vej et sted hen, hvor een helt speciel venter os og faktisk simpelthen slet ikke hverken kan  eller vil vente på at få os at se. Vi vil i virkeligheden selv være een helt speciel af den mængde, vi er en del af.                       Og fordi vi er så overordentligt optagede af at opfylde den rolle, glemmer vi netop den enkelte. For ifølge den franske filosof, eksistentialisten Jean Paul Sarte, bliver mennesket først klar over, at det er til, ved mødet med den anden. Den anden er fuldstændigt og totalt afgørende for vores bevidsthed og muligheden for at skabe et værdigt og værdifuldt selv. Sartre snakker om, at den anden for den enkelte gør alt andet til intet, gør ”nogen til intet”. Lige såvel som Antoine de Saint-Exupéry i Le Petit Prince beskriver, hvordan det, der gør din rose så kostbar, er tiden, du har brugt på den, og omsorgen, du har givet den. Ingen anden rose vil for dig kunne udfylde det samme rum og samtidigt udviske al det omkringliggende rum.
                      Den tendens, Morten Albæk og Robert Tinney forsøger at opstille for os, er, at denne anden for os har antaget en kunstig og måske kynisk form i forhold den virkelige anden - mennesket. Denne virkelige anden, den oprindelige, er den, jeg får at se og mærke, når min ”ham” og jeg åbner dørene. Men lader vi dem stå lukket, og er vi langt fra hinanden, bliver dets substitut en gammel sølvgrå Nokia telefon, som ikke kan meget mere, end den skal kunne: ringe op, modtage opkald, sende sms’er og modtage sms’er. Som der ligger i forkortelsen sms, der kommer fra ”Short message service” er det blot en service, hvorigennem man kan sende korte beskeder. De begrænser adskillige ting, listen er lang og den er endeløs elendighed – for hvad opnår du over en sms? Øjet siges at spejle mennesket sjæl – får du lov at se det? Smilet afspejler øjnene – og altså også omvendt – får du lov at se det og dem? Kropssproget kan være altafgørende for din opfattelse af beskeden, du modtager, for slet ikke at snakke om tonen – får du lov at opleve det, høre det, mærke det og modtage det igennem en sms?
                      Vi skriver sammen, vi taler ikke sammen. Det er et pingpong, men det er ikke fair play, når overstående ikke er med i spillereglerne. Vi begrænser vort forhold og vort potentiale.
                      Derimod muligheden. Muligheden, vi sidder med i vort skød på caféen på Fiolstræde. Den bare vokser og rammer os ind i et hjertevindue med dug på ruderne af bare ren og skær begejstring for dette rum, der for os, ligesom Michael Strunge har skrevet det, er verdens eneste mulighed. Fordi vi gør den til det, fordi vi for os er alt og alt andet er intet. Fordi vi stikker nøglen i nøglehullet, fordi vi åbner døren. Fordi vi stikker hul på ballonen og rammer hinanden lige dér, hvor vi kender hinanden, hvor vi føler tryghed og derudfra oplever en fortrolighed, der må og skal være fundamentet for vores venskab og bliver vores værn mod ensomhed.
                      Samtalen, vi 2.