Sølvpapir



Hun slukker kontakterne i køkkenet, og i et sekund er der kun mørke at se og række ud efter. I et rum ved siden af hvor der står tunge møbler, og gulvet er lakeret blank. Der er stilladser for vinduet, der er rum af aften imellem dets stænger. På sengen står en bakke med glas, hun kradser så meget i den stearin, der er størknet i skabets mørke teak-overflade, at det skvulper over. Det var ellers næsten fyldt.


Så flere og flere har fortalt hende, hvad hun skal gøre og hvordan, hun skal gøre det. Hun har skrevet det ned flere gange, hun har faktisk gjort sit bedste for at få skabet tilbage til sin oprindelige overfladeform igen. 
Og sådan over resten af gulvplankerne. Nærmest manual-lignende tilværelse kan hun fremtvinge og fremføre fra alle de noter, der ligger rundt omkring i notesbøger og glemte klippekort. 


Det, hun ikke spiste af sin aftensmad, har hun dækket til med sølvpapir og sat i køleskabet. Det er sådan en magisk himmellyd, når det folder sig og flyver i køkkenet. Ligesom drømme man griber ud efter, når søvnen er endt og dagen tager tilløb i solens første øjesten. 
I morges lå hun i flere timer og vendte sig og ville så gerne sove. Hun kigger ikke på uret på en morgen som sådan, den uendelige søvn, lettelsen ved at lægge sig ned og blive liggende og intet andet tage sig for får i stedet lov at danne etikette.




Der kører scooter og hundegågænger forbi. De går frem og tilbage, og hun tager billeder af dem og gemmer dem.
Om hundrede år er der nogen, der finder dem og al det sølvpapir, der ligger krøllet sammen bag køkkenskabene.