Sammenkomst


Jeg sidder ved et 12 meter langt bord, og der er mennesker så langt, mit øje rækker. Mennesker over alt. Det er en bybus i myldretid ved et middagsbord ved et familiesammenstød i en provinsby, jeg ikke kan huske navnet på. Vi har spist frikadeller, flæskesteg og flere skud på stammen af den rigtige sammensætning af kolinariske retter i en stue som denne, hvor blikkene hænger som gardiner i vinduet og æblet ellers ikke falder langt fra stammen.
Der er flere, der gerne vil af ved næste stop, så chaufføren holder ekstra længe, et minuts tid eller to, og jeg kan se og genkende den måde, hvorpå folk, flakkende og kuldeskær som stearin, trækker tørklæderne op til mundvigende, som de trækker på, på samme måde som jeg nu trækker på min skulder.
Der sker en så uendelig lang snak over mit hoved om skatteprocenter, statistikker og seriøse tal, og jeg kan ligesom række hænderne ud og tage frit for mig. Så det gør jeg, det er ligesom at lave sin egen kryds&tværs, jeg har nok historier til at udgive et magasin, når jeg står af bussen og kommer hjem i min stue og kan skrive kladderne rene.