LEDER: PROBLEMER ER PRIVILEGIER
KÆRE LÆSERE
3g. 1. dag, 11. august og omkring 3 eller 4hundrede frøer.
Jeg kan nu prale af at have været gymnasieelev i lidt over 2 år og af at have under 1 tilbage.
Og ih og åh, hvor er dét utælleligt godt at føle i maven. Jeg er fuld i gang med at booke flybillet til Paris og skrive ansøgning til Forfatterskole i København.
Så er det, min far siger, jeg skal tage det som et privilegium, hvis jeg kommer ind i København og må vælge Paris fra. Jeg havde ellers lige skitseret det som et problem.
Det tog jeg så med hjem i lejligheden og tænkte lidt over. Og tænkte så meget over det, at jeg tænkte, I også skulle tænke over det.
Den nye Oculus-gruppe, vi startede op i august, tæller omkring 40 medlemmer, og 1 af dem er Søren fra 2b, som har skrevet dette udgaves ”Oculus anbefaler”, hvor han godhjertet og godskrevet anbefaler at sende 150 kroner af sted til Pakistan.
Og nu tænker du måske: ”Hvad var det egentligt, hun ville have mig til at tænke på?”
Jo. Jeg vil have dig til at tænke på dine problemer som et ocean-dybt, blåt og brændende levende hav af privilegier.
For helt ærligt – din mor smører din madpakke, din far hjælper dig med dine matematiklektier, din arbejdsgiver giver dig julegave, din kæreste sender dig røde roser og betaler din biografbillet, du kan købe Fairtade kaffe i kantinen for en flad 5’er, som det tager dig 3 minutter at tjene, du har allerede været to gange i London og lader gerne River tømme dine lommer på lørdag.
Mon ikke det kunne kaldes privilegier, alt det, jeg lige skitserede ned?
Tænk over det og tænk så på, hvad du ville bruge de 150 kroner på.
Jeg ville højst sandsynligt bruge dem på kaffe, et par handsker og nye cykellygter. Men vent! Hov! Hvis man slet ikke har en cykel, bliver det petervæltemig svært at købe cykellygter og at fryse fingrene, når man cykler til skole og da fuldstændig komplet umuligt at være i stand til at varme sig med en kop kaffe ved ankomsten.
Så det, jeg egentligt, summe sumarum - sagt uden flere adjektiver, allitterationer and what not, vil sige, er:
Tænk – og giv så den tanke videre:
Ved at skrive teksten KATASTROFE til 1231 støtter du ofrene i Pakistan med 150 kroner.
For blot 300 kr får 3 mennesker mad og rent vand i 1 måned.
Jeg tror, de har flere problemer, end du har privilegier. Og det er ikke så lidt.
Jeg kan nu prale af at have været gymnasieelev i lidt over 2 år og af at have under 1 tilbage.
Og ih og åh, hvor er dét utælleligt godt at føle i maven. Jeg er fuld i gang med at booke flybillet til Paris og skrive ansøgning til Forfatterskole i København.
Så er det, min far siger, jeg skal tage det som et privilegium, hvis jeg kommer ind i København og må vælge Paris fra. Jeg havde ellers lige skitseret det som et problem.
Det tog jeg så med hjem i lejligheden og tænkte lidt over. Og tænkte så meget over det, at jeg tænkte, I også skulle tænke over det.
Den nye Oculus-gruppe, vi startede op i august, tæller omkring 40 medlemmer, og 1 af dem er Søren fra 2b, som har skrevet dette udgaves ”Oculus anbefaler”, hvor han godhjertet og godskrevet anbefaler at sende 150 kroner af sted til Pakistan.
Og nu tænker du måske: ”Hvad var det egentligt, hun ville have mig til at tænke på?”
Jo. Jeg vil have dig til at tænke på dine problemer som et ocean-dybt, blåt og brændende levende hav af privilegier.
For helt ærligt – din mor smører din madpakke, din far hjælper dig med dine matematiklektier, din arbejdsgiver giver dig julegave, din kæreste sender dig røde roser og betaler din biografbillet, du kan købe Fairtade kaffe i kantinen for en flad 5’er, som det tager dig 3 minutter at tjene, du har allerede været to gange i London og lader gerne River tømme dine lommer på lørdag.
Mon ikke det kunne kaldes privilegier, alt det, jeg lige skitserede ned?
Tænk over det og tænk så på, hvad du ville bruge de 150 kroner på.
Jeg ville højst sandsynligt bruge dem på kaffe, et par handsker og nye cykellygter. Men vent! Hov! Hvis man slet ikke har en cykel, bliver det petervæltemig svært at købe cykellygter og at fryse fingrene, når man cykler til skole og da fuldstændig komplet umuligt at være i stand til at varme sig med en kop kaffe ved ankomsten.
Så det, jeg egentligt, summe sumarum - sagt uden flere adjektiver, allitterationer and what not, vil sige, er:
Tænk – og giv så den tanke videre:
Ved at skrive teksten KATASTROFE til 1231 støtter du ofrene i Pakistan med 150 kroner.
For blot 300 kr får 3 mennesker mad og rent vand i 1 måned.
Jeg tror, de har flere problemer, end du har privilegier. Og det er ikke så lidt.
åh den forfatterskole.
SvarSletså forbandet langt væk..
ovenstående sender da Silke lidt tættere på ;)
SvarSlet