Kærtegn

som om alt og intet.

Jeg har skrevet en bog om kærlighed, jeg har placeret den forrest på min reol, jeg har et billede af dig indeni, og jeg bliver så bedrøvet, når bladene falder i år, allerede nu kan jeg mærke det, jeg savner dine kærtegn, jeg savner dig, jeg savner mysteriet, jeg savner et puslespil, jeg savner selv smerten, jeg skriver en bog om smerte, den står ved siden af den om kærlighed, de står side om side, vi stod lige der og nu står vi her, jeg ved slet ikke, om vi stadig står, om der overhovedet er noget at bestå, bestige, når jeg ser mit eget navn er dit navn det eneste, jeg kan tænke på. 

Jeg ville gøre dig tæt, jeg ville være din, du kunne få mig for din cigaret lighter, du kunne kysse mig vågen og holde mig vågen, dig ville jeg overvåge og våge over, som en sol på en himmel, som et hjerte i et menneske, som et blik, der sætter sig fast, som dine støn i en sen nattetimer, i en tidlig time, morgentime, vores tid, udefinerbar tid, tid tilsidelagt, har vi stadig det? Jeg er for bange, det både tordner og lyner, og du skulle se mig, som jeg er, også nu, også når jeg græder, når jeg er mindstværd, laveste nævner, tæller, vurderer, adderer, der skulle være et plus imellem os og ikke et minus. 

Kærtegn, som om alt og intet, det er det samme, det kunne være så meget, det er så meget, dine kærtegn fylder hele værelset, og det ødelægger mit hjerte, måden hvorpå de flakker nu.