Silke

2011-02-09T00:18:00.002Z

i aften klokken 2000 på café zusammen læser jeg oprigtigt op ærligt særligt bisous.

2011-01-10T16:35:00.004Z

www.katrinerosenbaek.blogspot.com

fra i dag & så videre frem.

2011-01-09T20:53:00.001Z

Hvordan føles det, når jeg lægger min hånd på din skulder?
Hvad kan du mærke i dine fingerspidser, når skærer dem over min hud?

Lægger du mærke til, hvordan trægulvet knirker, når jeg står på det og går frem og tilbage foran dig, lægger mig for dig og be’r dig om at give mig.

Jeg har intet andet end et rustent billede fra 2005 til at hænge på min væg. Det falder ned, når jeg sover, og når jeg står op, er du der ikke, til at hænge det op igen.

2011-01-09T13:44:00.000Z

Søndag

I dag bruger jeg en time på at tage mig sammen til at gå i bad. Jeg skrubber hele min krop og er glat som sommerbrise efter. Jeg brygger kaffe i otte minutter og har hele tiden vinduet åbent. Jeg har bare ben, det er holdt med at fryse udenfor, i går var den varmeste dag i syv uger.
Jeg vasker lidt tøj i min håndvask, for så har jeg i hvert fald lavet et eller andet i dag.
Jeg tænker lidt på at læse avisen fra i går, måske jeg skal smide sidste uges udgaver ud.
Jeg læser garanteret Scherfig bagefter, i aften steger jeg kylling og skærer tomater.
Jeg når helt sikkert ikke at lave mine afleveringer, jeg prøver stadig at huske de to forskelige datider på fransk.
Gad vide hvordan de fungerer på dansk, og hvordan hele verden vil se anderledes ud, hvis jeg havde skrevet i en anden end den, jeg nu engang har valgt.

Nu hænger jeg tøjet op.

2011-01-06T19:35:00.002Z

2011-01-06T19:28:00.000Z

Opsummering og konklusion af de seneste dages dels viste- og skjule skublerier (Ja, jeg har fået ny kjole, ja, der er lommer i) -
det her ønsker jeg mig:

- En ny orkidée (Den gamle visnede for en måneds tid siden, undskyld mit fravær)
- Sofi Oksanen - Renselse
- Dig, tilsyneladende
- En støvsuger
- Krøniken
- 1990erne

2011-01-06T19:24:00.002Z

everyone else in the world.

2011-01-06T19:23:00.000Z

I mandags tog jeg bussen ned i byen, jeg tog bussen, fordi der lå is overalt.
Jeg skulle bytte julegaver, så jeg stod i Arnold Busck med en pludselig forfærdelig del penge og ville be' om Sofi Oksanens Renselse, for jeg tænkte, det eksakt var det, jeg havde brug for.
Så jeg kom tilbage 10 minutter senere som aftalt og gik endnu et minut senere tomhændet ud.
"Kom tilbage sidst i januar. Trykken skal lige trykke nogle flere."

Og det er bare alt, der sker omkring, ser det ud til.

2011-01-06T16:40:00.000Z

der må snart komme een til min dør
og jeg snakker ikke om postbudet
der kom her til morgen
nej, jeg snakker om een
der må ruske mig af min skammel
trække mig af de gamle klæder
der hænger så dvask om min skulder
og får mig til at længes.

2011-01-05T22:23:00.000Z

i dag flyttede jeg min hyacint
den stod på hylde før, nu i vindueskarm i sne, sol og kan kun mer'
den rammer snart loft med lyserødt purpur flor og ærlig labyrintisk snorerod.

2011-01-05T22:17:00.001Z

ogsåvidere.

2010-12-31T15:51:00.000Z

2010:

- 4. semester

- Oculus

- Megen længsel

- Sweet eightteen & dertilhørende lejlighed i eget navn

- Forår m. Milan Kundera

- To nye fortsatvirkende jobs

- Læseferie med Siri Hustvedt

- Et 7 tal i mundtlig tysk

- Roskilde!

- Paris i gin, brie, cigaretter, kæreste veninde

- 5. semester og en kælling af en skolegang

- Bruxelles

- Beach House og ham, ham, ham

- SRP med Marie Antoinette og Simone De Beauvoir

- Ondsindet influenza, der dog ikke hindrer mig i at sidde i et Intercity østpå lige nu, for at om godt syv timer kunne være i stand til at sige "Godt nytår" og drikke et glas champagne.

2010-12-28T21:04:00.002Z

Det her skal jeg huske:
- Gøre status over 2010
- Blive rask så jeg kan træde ind i 2011 i 2200

2010-12-24T13:43:00.001Z

2010-12-20T19:34:00.001Z

AU REVOIR MARIE ANTOINETTE!

Det skal ikke være nogen hemmelig,

at der i min sleeve på dette tidspunkt

ligger tre røde mapper, der hver især

indeholder 20 sider om frøken overstående

frivol.

Nu må jeg ryge cigaretter i sengen og

se tøsefilm.

2010-12-20T19:31:00.000Z

"Ave Marie, tillykke
min pige, må held
og lykke tilsmile dig
for evigt!"

Afsender:
Far.

Modtaget:
19:57:47
20-12-2010

2010-12-20T19:29:00.000Z

Rosenforkær Rosenkontrær Rosennær Rosenordinær Rosenrar Rosensart Rosenduelig Rosenrus.

2010-12-14T19:58:00.000Z

Jeg er hjemme hos mine forældre.
Det betyder blandt andet to ting:
At jeg må drikke deres rødvin i deres Ikea glas.
At jeg må snyde mig til cigaretter gennem vinduet, der sidder trygt for enden af mit mikroskopiske teenageværelse.

Der er så mange strenge sat fast rundt omkring. Sofaen, jeg sidder i nu, sengen jeg senere vil sove i, og kjolerne, der ligger bagerst i skabbet.
Jeg er tæt på at snuble i dem. Især fordi min mor har sat noget olie i mit badeværelse, der kun dufter af dig.
Betyder det at jeg skal vaske mig i dig, eller at jeg skal vaske dig af mig.

Jeg er allerede viklet helt ind, og det med dobbeltknude.

2010-12-14T19:55:00.001Z

2010-12-14T19:54:00.000Z

Tillykke

Der er så mange ting

jeg ikke siger til dig

og endnu flere

du ikke siger til mig

Men det gør intet

for Post Danmark siger det hele i morgen

og det har kun kostet mig 38 kroner

og din mor en fødsel

2010-12-09T19:31:00.002Z

1929 Møder Sartre, og de bliver uadskillige

2010-12-09T18:21:00.000Z

Adgang til livet

I disse dage har jeg allerede inden klokken slår tolv brygget to kander kaffe, og jeg ved ikke, om jeg ville have brygget flere, hvis jeg havde haft flere stempelkander stående i mit skab.
Tirsdag morgen stod vi alle sammen vinterskinnende og sødt-nervøse i den store festsal med kokonerne hængende helt nede ved ørerne - sådan føltes det. Ganske uformelt stod rektor og fortalte os, at vi nu er igang med vores første endelige eksamen, og vi var et kæmpe 300 mennesker-stort forår, hvis kokoner pludselig revnede op, som en sårskorpe, som et bundt hvidløg, som violerne i vasen.
Ingen turde cykle hjemad pågrundaf isen, der har beslaglagt cykelstier og fortove. Vi trak, og det har vi snart gjort i tre år.
Snart står vi som sommer og hemmelighedsfulde liljer i samme sal og modtager beviset, der skal give os adgang til livet og verdenen væk herfra.

2010-12-07T10:57:00.001Z

2010-12-07T10:55:00.001Z

Guldpunkter, nøglefølge.

2010-12-06T20:57:00.004Z

Morgen
Du siger, du ikke kan sætte verden til side for mig. Jeg siger, jeg ville miste verden for dig.

Jeg har ligget med næsen mod din ryg i nogle timer nu, natten har været forbi og taget al min energi. Min krop bærer mærker efter dine lagener, mine hænder dufter af dine puder og dit mørke morgenhår.
En time senere trykker du stemplet i kanden ned, og hele køkkenet dufter af kaffebønner. Jeg læner og strækker mig ind over dit bord og ser ud mellem basilikum og persille en baggårdsverden, hvor børnecyklister spænder hjelmen. Vi burde gøre det samme.
Jeg støtter min krop på komfurets hvide flade og bordets og sætter mig på hjørnet og bidder i en banan. Jeg fokuserer meget på de slotte, dine skuldre kan lave. Du tømmer opvaskemaskine, du er i skabe og skuffer, op og ned som en karrusel. Når jeg ligger med næsen op ad din ryg, kan jeg rejse i de slotte og rejse flere selv, sammen med dig. Jeg tænker på, vi skal gå en tur i sneen snart, du kan tage mig kærligt om og bevæge omgivelserne rundt om os.
Så du lægger hånden rundt om hofte, længere om mod læn, læner ganske forsigtigt din krop til min og giver mig et simpelt kys, der finder grobund på min kind og senere vokser videre i min mund.
Jeg har ondt i min mave, fordi jeg ikke har plads til alle de kys, som du har givet mig, som du har ladet sive op mellem gulvets sprækker, som du har sat fast i vinduets yderste hak og placeret hovedsagligt i min hjertekontakt.
Så du går ud af rummet, det er firkantet, og jeg er så rund og mør, at jeg ikke kan passe ind i rammerne. Jeg trækker på min bare skulder, jeg klør kradsigt min hals og trækker benene op under den. Jeg sidder og vugger, for jeg er hjælpeløs som et barn, klokken er kun 9 og vinteren er allerede begyndt.
”Hvornår tror du, vi nogensinde skal holde op?”. Jeg lader det ene ben falde ned langs den lysegrå låge, og gør hvad jeg kan for at ikke falde ned.
På få sekunder kan jeg høre dig bevæge dig fra værelse, stue og gang til køkkenrum og med et vidløs, bredt øjetryk sige ”Hvad siger du?”. Jeg sidder blot i trusser og din hvide undertrøje, jeg kan næsten ikke blive mere nøgen, indtil jeg gentager mit spørgsmål: ”Hvornår tror du, vi nogensinde skal holde op?”.
Du bevæger dig med faste skridt hen imod mig, som hvis du gik i en stopfyldt 6A-bus, du griber bare ikke efter noget at holde i, du griber efter mig at holde af.
”Tror du nogensinde, vi skal holde op?” siger jeg igen. Jeg læner mig tilbage og former en kokon med mine ben og arme, ansigt og bryst.
Du ligner en, der lige har fået en lussing, jeg lægger din kind i min hånd, og dine hænder bevæger sig i cirkler på mine inderlår.
Alt er pludseligt rødt, jeg ved ikke, om det er sorg eller os, her dufter af.
”Lad os gå en tur, ikke?” siger du og nikker med hovedet i retningen af gaden og væk fra gården.
Cyklerne er frosset til, imellem egerne er der islag, og låsene ligesom mister deres betydning.
”Her er godt nok glat, hva’?” siger du, og jeg svarer ved at lægge min arm i din.
Vi går helt til Bispebjerg, vi finder en labyrint, og deri forsøger vi at finde svar. Vi sidder på en bænk og ryger en cigaret, det er sådan en undskyldt stilhed, vi tit benytter os af, og på mit ur kan jeg se, at du nu har brugt over halvanden time på at få et svar med ud i åndedraget, du vender mod mig.
Du siger, du ikke kan sætte verden til side for mig. Jeg siger, jeg ville miste verden for dig, og den vejer så tungt i min hånd, da vi sammen går tilbage til Ægirsgades 3. sal.

2010-12-06T20:56:00.001Z

2010-12-06T17:22:00.003Z

Sukkersmuds.

2010-12-05T19:33:00.002Z

Jeg er ligeglad med
hvilken vase
du kommer dem i
Bare de må stå i mit vindue
indtil vinteren er forbi
og foråret lukker os ind.

2010-12-05T19:27:00.000Z

Morgen

Vi vågner først 10.45. Vi vågner mere end en time for sent.
Du skal i skole, jeg skal drikke kaffe med din søster.
Hun banker på, du ligger i sengen, jeg står i døren.
Du snakker lidt om vejret. Jeg kysser dig et par gange.
Da vi kigger ud på gaden, kan vi ikke se din søster.
Et kvarter senere har du både vasket hår og taget en skjorte på.
Din lejlighed lugter af cigaretter, men det mærker vi intet af.
Du siger, du bare møder til næste blok.
Jeg går fire sale ned og to blokke hen.
Der er så mange sko i din gang, jeg snubler næsten over et par, da du kysser mig farvel.
Jeg træder ud, du læner dig op ad karmen, der står orkidéer i vinduet på 3. sal, de er alt, hvad jeg kan se, da du siger "God tur hjem".
Cyklerne er betrukket med is, mine læber er så varme, at de kan tø hele denne novembermorgen op.

2010-12-04T20:16:00.003Z

Hvis du falder
kan du rejse dig op igen.

2010-12-04T20:16:00.001Z

2010-12-04T20:15:00.002Z

Jeg står i vinduet, jeg ryger en cigaret
En mand cykler forbi
Han siger godaften
Han samler flasker
Jeg tæller timer

2010-12-04T17:24:00.002Z

Baudelaire

Berus jer! fra Parisisk Spleen, 1867

Man bør altid være beruset. Alting beror paa det: det er den eneste Opgave.
For ikke at mærke Tidens skrækkelige Byrde, der knuser jeres Skuldre
og knuger jer til Jorden, maa I beruse jer uden ophør.
Men i hvad? I Vin, i Poesi, i Dyd - som I vil. Men berus jer.
Og dersom det undertiden skulde hænde, paa et Slots Trapper, paa en
Grøftekants grønne Græs, i jeres Stues tungsindige Ensomhed, at I vaagner,
og Rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg saa Vinden, Bølgen,
Stjernen, Fuglen, Uret, alt det, som flygter, alt det , som sukker, alt det, som
rinder, alt det, som synger, alt det, som taler, spørg hvilken Time det er; og
Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret vil svare jer: "Det er Beruselsens
Time! For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle, saa berus jer; berus jer
uafladeligt! I Vin, i Poesi, i Dyd - som I vil."

2010-12-04T16:53:00.002Z

"Nåleøjer i stedet for vestjyske vinduer!"

2010-12-04T16:41:00.001Z

Sig du kan elske mig nok.

2010-12-02T19:52:00.002Z

Er kl. 02 for sent
til en erkendelse
du godt ved

Er novembernatten for tung
til vor fælles vægt

For du siger ellers
du har tabt et kilo

2010-12-02T19:39:00.001Z

Susan

Og du ved at I skal følges
du vil følges med ham blindt
og du tror du stoler på ham
han har rørt din krop så fuldendt
med dit sind

2010-11-30T18:58:00.001Z

Status: hjertefuld.

2010-11-26T21:32:00.001Z

photo: wolfgang tillmans

2010-11-26T21:29:00.001Z

FILM

Det hele udspiller sig igen.
Jeg er hovedperson i den film, jeg selv skriver ned.
Jeg har hele langskabet fyldt med manuskripter, lyssætninger og logrende ordstillinger.

For en film er hvad, det føles som.
Når jeg putter mig op ad din skulder en aften på fjerde sal, hvor rummet er fyldt op af dele nervøs cigaretrøg og dele nervøs hjertestøj.

Jeg kan slet ikke begribe det; som at akkurat ikke nå bussen, der så alligevel stopper, samler en op og smiler.

Du gør det hele tiden,
jeg er din faste blinde passager.

2010-11-25T22:05:00.002Z

dixi photos

Bare blomster, liljer, liljer, liljer og flere til.

2010-11-25T22:03:00.001Z

Kærlighedshæmmet

Jeg er så total kærlighedshæmmet, at bare det at cykle til skole, nu hvor sneen ligger som silketørklæder over spædbørns bare hud, tager form som mit yndlingsmaleri på 8. etage. Jeg snakker kubisme og hvordan, kurverne ligesom bliver til hofter og faste former.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, når jeg her til aften står i mine lilla blondetrusser, om de indenforliggende skatte, skal få lov at besøge dine igen.

Så jeg ryger bare alt for mange cigaretter ud af vinduet, men de ryger indenfor alligevel.

Det har de altid gjort - jeg tror ikke på, de holder op, så længe du er herinde.

2010-11-25T19:35:00.001Z

Elevevaluering af historie timer, 3a hi.
Rosenbæk.

Min lærer lægger ud med at sige: "Hvad så?"
Jeg trækker gevaldigt på skulderen, og vi lægger begge benene over kors.
Så siger han, jeg har for meget at se til.
Jeg giver ham ret.
Så tegner han kurven for den mundtlige karakter i humanistiske fag.
Den starter nede i Kina for at nå op til jordoverfladen (10, evt. 12) for at igen dale ned ad, som fx en luftballon gør det, når den ikke rummer mere gas.
Så siger han til slut, at jeg bare skal op i det gear - igen , som han ved, jeg har.

Det sørgelige ved overstående er, at han slet ikke ved noget om, hvilke gear jeg er i besiddelse af, eller hvilket, jeg befinder mig i nu.

2010-11-23T13:41:00.003Z

photo: wolfgang tillmans

2010-11-23T09:21:00.001Z

2010-11-22T19:57:00.001Z

-

kan du dufte dig selv i mine flakoner
på mine øverste reoler og allerhemmeligste
hyldekabinetter
har du set blikket i mit øje
og smagt på min eneste prik
forsvundet i altusinde nætter
bag brudte etiketter
i stormvinters bølger
bag alkover af løfter

2010-11-22T17:09:00.001Z

2010-11-22T17:05:00.000Z

HjerteID

Hjertekortet er personligt og skal opbevares utilgængeligt for andre.
Du modtager automatisk et nyt hjertekort, inden du har brugt alle hjerterne på kortet.
Mister du hjertekortet eller har mistanke om misbrug, skal du straks spærre det ved at ringe til HjerteID support.

Fundne hjertekort bedes indleveret i en bank eller på et borgerservicecenter.

www.hjerteid.nu

2010-11-21T18:17:00.003Z

Mere Silke

mindre skole.

2010-11-21T18:13:00.004Z

Paris

Veninde og jeg taler om skæbne og tilfældighed.

Vi tager bussen hele vejen til Paris, og det er en lang tur. Vi er tre timer forsinkede og kan næste ikke få vores kufferter igennem metroen.

Folk kigger så længe og utroligt på os, fordi vi har lyst hår og smiler så sommerskønt.

Franskmænd har ikke tid til at smile.

Vi sover til klokken elleve en morgen og spiser omelet et sted, vi også besøger næsten dag.

Der er masser af smukke mennesker, det er en legeplads af muligheder, og der er næsten ingen skarpe kanter.

Jeg siger, det eneste, jeg kan tænke på, er ham, hun siger, vi er i Paris og han et helt andet sted, som ikke engang er det første, som vi kom fra.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal hen.

Veninde og jeg taler om skæbne og tilfældighed

i metroen

på caféen

på en rue

og endnu een

som er det samme

som er i kraft af hinanden

som i samme kraft

hvori du er skyld i

at jeg er

og jeg er skyld

i dig.

2010-11-21T18:07:00.000Z

Bevilling

Jeg fortæller min veninde, at det var så hyggeligt sidst, der var ganske enkelt intet irriterende ej heller intet, som jeg bagefter og senere hen, lige nu, gnaver i eller ikke kan få ud af mine kindtænder.

For det er endnu så mange fine scener, vi samler på, og hun siger til mig, at jeg bør skrive en bog om det, og jeg griner og siger, at jeg er igang.

For jeg er igang.

Jeg ved bare ikke, hvornår jeg skal få bevilliget midler til at skrive en slutning.

Jeg har ikke søgt endnu og ingen verdens intentioner om at nogensinde gøre det.

2010-11-21T18:02:00.001Z

HVERDAGSBEVIS:
Essay om tale og samtale.

Jeg sidder på café med ham, jeg elsker allermest. Vi drikker kaffe af hvert vores glas og gnider hænder mod bordplade, imens løst og fast rasler ud af munde. ”Det var hyggeligt i fredags”, ”Hvem spillede du kort med i går” eller måske et så dristigt træk som et kompliment må være: ”Du duftede virkelig godt lørdag morgen.”
Vi taler ikke rigtigt sammen, vi taler bare om vind og vejr. Vil trække hinanden ind, forsøger af den grund at lukke noget ud. Så må der jo i hvert fald være plads, ikke?
En sådan scene skal man ikke lede længe efter i det moderne samfund, tit og ofte er jeg selv en del af den: Vi sidder og taler, men vi vil hellere tale sammen.
                      For der skal to til at danne en samtale, og sammen kan man opnå en himmelråbende og sjælefredelig følelse af kontinuitet, at af høre til – det er her, jeg vil være, det er her, jeg hører til. Men i vor samtid finder vi oftere og oftere denne følelse igennem en iPhone, en iPod eller et andet elektrisk stykke teknologi, som Morten Albæk også pointerer i sin tekst, Smalltalk, et uddrag af Nedslag – mellem det vi siger og det vi gør fra 2008. De er blevet vores trofaste følgesvende, vores samtaler, disse små firkantede og i for sig fantastiske stykke teknologier – problemet er bare, at det på sin vis er en rimelig ensporet kommunikationsform, hvis man ser på kvaliteten af sms’erne, der flyder ind som rindende vand, der aldrig stopper, og samtalerne igennem telefonnettet, der vibrerer tværs over land og rige. Vi snakker om adskillelsen af tid og rum, en adskillelse, der bliver forenet igennem strøm og volt. For det skal gå så stærkt, vi skal nå vores tog, og vi skal nå at tage gryden af blusset, inden indholdet koger over. En sådan indforstået middelmådighed og generthed i kommunikationen, der får os til at trække nysgerrige fingre til lommerne, hvor vi desuden beholder de store almægtige og afgørende nøgleord. Netop det er, hvad smalltalken er – en snak, der holder sig fra det brændende og gældende. Døren står ikke på klem, den er boltret fast med søm og personlige grænser, og kun igennem nøglehullet kan smalltalken danse sig igennem – større er den ganske enkelt ikke.
                      Men at snakken kun må have en massefylde på størrelse med et nøglehul, forårsager, Ifølge Morten Albæk, at vi unge bliver mere ensomme, jo mere vi taler, hvilket jo i sig selv lyder meget tragisk, så netop af den grund, forsøger overstående vi 2, ham & jeg, at slå fingerspidserne sammen, brænde os på ilden og sparke døren op: skabe fælles tale, samtale – tosomhed, åbenhed, indforståethed.
                      Robert Tinneys Smalltalk forestiller en kæmpe luftballon med teksten ”SMALLTALK”, og det er meget tæt på, at jeg tager en nål fra syæsken og forsøger at stikke hul på den, som jeg sidder der over for ham. For netop det, er hvad vi har brug for i dag. Ligeså vel som man kan snakke om at åbne døren, kan man også snakke om at tilintetgøre smalltalken og træde ind i det rum, der må ligge derefter, for forhåbentligt er der et sådant. Et rum, der ikke er hult og rungende stort og meningsløst – meningstomt.
                      For præcis som Morten Albæk pointerer, føler jeg mig så forbandet ensom, måske ikke tit eller altid men i hvert fald sommetider, når overstående dreng holder mund og ikke lægger rene ord på bordet. Når meningen ikke får lov til at tage sig til og karakterisere vores samtale, og jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Morten Albæk skriver: ”Cirka hvert tredje unge mennesker føler sig med en vis hyppighed ensom”. Han snakker om, at vi, min generation, de unge, ikke kender til forskel mellem form og indhold – kvantitet bliver sat over kvaliteten og sætter os ude af stand til at tale sammen. Vi taler om ingenting, vi ryster terningerne i bægeret, men når vi lader dem trille ud på bordet, er de uden tegn. Vi tør ikke lægge kortene på bordet, vi tør ikke åbne førnævnte hjerteærlige dør op eller at se bort fra de udefrakommende forventninger om at være hip, smart eller at være særlig oplyst omkring ditten og datten, der, når det kommer til stykket, selve samtaleakten, ikke betyder noget.
                      Simpelt sagt mener Morten Albæk altså, at jeg intet får ud af at fortælle min dreng om ditten og datten, hvis han ikke får lov at forstyrre mig – ”For det er samtalen med ret til modsigelse, som gør dig klog på, hvad dine medmennesker mener, tænker og føler om det, du mener, hvilket igen er selve fundamentet for, at to mennesker kan lære hinanden at kende. Og først når vi kender hinanden, kan vi føle tryghed ved hinanden, og når vi føler tryghed, oplever vi også fortrolighed, der er fundamentet for venskaber og værnet mod ensomhed.”
                      Men det er farligt at gå fra stadiet ”smalltalk” til rent faktisk at tale sammen. Robert Tinneys førnævnte Smalltalk forestiller som sagt en kæmpe luftballon med teksten ”SMALLTALK”. Luftballonen svæver over hav og himmelskynet. Den bliver holdt oven vande af gas, den er hul og rummer litervis af – netop – smalltalk. Forestil dig så, at ballonen går i stykker. Dets piloter ville falde til vands, måske drukne, og ballonen vil falde ned over dem som et sølle og slapt stykke stof. For netop sådan en massefylde har smalltalken. Ligegyldig, hverken mere eller mindre, blot vokaler og konsonanter sat sammen i en rækkefølge, der danner intet som helst specielt. Hverken for sig selv eller for andre. Det er som en tynd kop kaffe, midtstadie-støvregn, et måske, et ligeglad - det er lige meget.
                      Og hele pointen er så, at vi spænder ben for os selv i dette moderne samfund med denne form for kommunikation. Den er kortfattet, sms’er er sjældent særligt lange, og samtaler igennem telefonnettet er ofte af praktisk karakter. Sms’erne og samtalerne bliver siet igennem det himmelskynet, som luftballonen svæver i. De emmer af mangel på substans. Jeg vil nemlig så gerne have noget med hjem i lommen, når jeg får lov at kysse ham farvel i caféens bogtapetserede omgivelser, imens hele verden ser os. Og netop dét er interessant: Jeg vil have, at hele verden skal se os og ligesom opleve en slags misundelse af os, af vor lykke.
                      Når vi, de unge, står i bussen, i s-toget eller i metroen hiver vi det ene stykke teknologi efter det andet op af lommen og skal vise resten af verden, at vi har venner, at vi er etablerede, velfungerede mennesker, der helt sikkert er på vej et sted hen, hvor een helt speciel venter os og faktisk simpelthen slet ikke hverken kan eller vil vente på at få os at se. Vi vil i virkeligheden selv være een helt speciel af den mængde, vi er en del af.                       Og fordi vi er så overordentligt optagede af at opfylde den rolle, glemmer vi netop den enkelte. For ifølge den franske filosof, eksistentialisten Jean Paul Sarte, bliver mennesket først klar over, at det er til, ved mødet med den anden. Den anden er fuldstændigt og totalt afgørende for vores bevidsthed og muligheden for at skabe et værdigt og værdifuldt selv. Sartre snakker om, at den anden for den enkelte gør alt andet til intet, gør ”nogen til intet”. Lige såvel som Antoine de Saint-Exupéry i Le Petit Prince beskriver, hvordan det, der gør din rose så kostbar, er tiden, du har brugt på den, og omsorgen, du har givet den. Ingen anden rose vil for dig kunne udfylde det samme rum og samtidigt udviske al det omkringliggende rum.
                      Den tendens, Morten Albæk og Robert Tinney forsøger at opstille for os, er, at denne anden for os har antaget en kunstig og måske kynisk form i forhold den virkelige anden - mennesket. Denne virkelige anden, den oprindelige, er den, jeg får at se og mærke, når min ”ham” og jeg åbner dørene. Men lader vi dem stå lukket, og er vi langt fra hinanden, bliver dets substitut en gammel sølvgrå Nokia telefon, som ikke kan meget mere, end den skal kunne: ringe op, modtage opkald, sende sms’er og modtage sms’er. Som der ligger i forkortelsen sms, der kommer fra ”Short message service” er det blot en service, hvorigennem man kan sende korte beskeder. De begrænser adskillige ting, listen er lang og den er endeløs elendighed – for hvad opnår du over en sms? Øjet siges at spejle mennesket sjæl – får du lov at se det? Smilet afspejler øjnene – og altså også omvendt – får du lov at se det og dem? Kropssproget kan være altafgørende for din opfattelse af beskeden, du modtager, for slet ikke at snakke om tonen – får du lov at opleve det, høre det, mærke det og modtage det igennem en sms?
                      Vi skriver sammen, vi taler ikke sammen. Det er et pingpong, men det er ikke fair play, når overstående ikke er med i spillereglerne. Vi begrænser vort forhold og vort potentiale.
                      Derimod muligheden. Muligheden, vi sidder med i vort skød på caféen på Fiolstræde. Den bare vokser og rammer os ind i et hjertevindue med dug på ruderne af bare ren og skær begejstring for dette rum, der for os, ligesom Michael Strunge har skrevet det, er verdens eneste mulighed. Fordi vi gør den til det, fordi vi for os er alt og alt andet er intet. Fordi vi stikker nøglen i nøglehullet, fordi vi åbner døren. Fordi vi stikker hul på ballonen og rammer hinanden lige dér, hvor vi kender hinanden, hvor vi føler tryghed og derudfra oplever en fortrolighed, der må og skal være fundamentet for vores venskab og bliver vores værn mod ensomhed.
                      Samtalen, vi 2.

2010-11-21T17:59:00.000Z

2010-11-19T19:30:00.001Z

mindre forstand
mere hjertekontant.

2010-11-19T19:24:00.000Z

skel

jeg kan ryste og rumme mit rum, jeg er alene alligevel
toget pulser gemmen land & rige, vi er adskilt, side om side
vinduet til aften, gaden fra sidste fredag, kan du se et skel
jeg gider ikke diskutere, gør virkeligheden og lige nu til et.

2010-11-19T19:01:00.002Z

who do you love? I wanna know, I wanna know.

2010-11-19T17:09:00.002Z

mere os 2
mindre alt andet.

2010-11-19T14:40:00.001Z

please be my baby don't be maybe.

2010-11-17T15:39:00.000Z

det holder af uransaglige grunde ikke op med at ske

oprinde eller for den sags skyld forblive og aldrig forsvinde

det regner så meget disse dage, jeg pudser hele tiden briller

landet bare ligger som en tung dyne vi kravler under

vi er begyndt at elske så hurtigt

du siger det er en fælles beslutning.

2010-11-17T15:29:00.000Z

photo

2010-11-17T15:27:00.001Z

stanglakrids

jeg er fuldstændig færdig
for femten minutter siden tændte vi en sidste cigaret og stod sammenfoldede foran hovedbanegården, sådan føltes det i hvert fald
når jeg nu femten minutter senere sidder i et intercity tog, kollapser mit hjerte da vi når valby og afstanden kun bliver flere minutter værd.

2010-11-17T15:22:00.000Z

jeg føler, vi nu er nået så langt

jeg føler, vi nu er nået så langt.
vi når det hele, i løbet af et par timer falder himmelskyerne lilla og lys nuance fin over vore vinterfødder, der betræder fortov i takt og speciel tone igennemflyder luften imellem vore fingre, når de strejfer, som var risikoen kollibrilille.

vi sidder på balkonen, jeg læner mig forover, du ser hvordan min sorte kjole strækker sig over min pigehud og lægger hånden forsigtigt langs mine hvirvler og tvivler forsvinder ned ad trapperne, går i eet med rumtid. i et sådant sekund kan jeg rumme det hele, jeg indfører det i min hjerteprotokol og kan næsten ikke forstå, hvorfor vi ikke græder: rummet vi lige er trådt ind i, er vort.

2010-11-17T15:15:00.001Z

2010-11-17T15:14:00.001Z

mouth.

2010-11-17T15:09:00.001Z

vi har brugt hele foråret på at vande blomster
og sommeren på at spise honningen derfra

i efteråret syede vi gardiner

og så kommer vinteren

hvor vi ikke laver andet
end at yde hjertehjælp

og trække sol ind

2010-11-10T16:09:00.001Z

kaffen falder på gulvet og asken svæver til himmels

du farver mig grå rammer mig op i hjørnet som en skræmt kat
solens skærende refleks midt i min øjesten
kaffen falder på gulvet asken svæver til himmels
du farver mig mut malplacerer din kærlighed
det er så let at sige siger du jeg trækker ordene af
tapetet jeg kradser kan næsten ikke trække mere
du trækker mig

2010-11-09T22:41:00.006Z

jeg ved det er koldt i morgen når jeg vågner jeg ved jeg vil slange mig i lagner lange og lægge på langs i lad os sige fire-fem minutter godt endnu jeg ved frosten vil danne ramme om morgenvindue verdensærinde - cykelturen til skole der holder så mange cyklister ude på vejen de bliver kørt ned og smalt pakket ind i gennemsigtig cellofan
i dag lå en cykel på stien i timer så lange jeg cyklede frem og tilbage måske cyklede jeg frem og tilbage en tregange og dog lå den der ikke til sidst den stod som en flot statue rejst af vind og vejr sejr og særlig hverdagssjæl
det var ikke mig

2010-11-09T22:37:00.001Z

2010-11-08T21:28:00.001Z

all is full love

2010-11-08T21:27:00.000Z

konstant sats dominans kant
relativ radius
bedårende over årene

2010-11-08T21:17:00.002Z

2010-11-08T20:33:00.000Z

jeg har lige publiceret en kommentar på et blogindlæg, hvor jeg bliver bedt om at skrive et kodeord.
helt magisk og på fantastisk vis var kodeordet mouth, som jeg må tildele en af de fineste og nidkæreste pladser i mit ordbet.
nu kan jeg lidt igen.

2010-11-08T19:28:00.002Z

rutine

vi står på gaden det har vi gjort hundrede gange før
først står jeg i din dørkam og jeg venter jeg venter et par minutter og jeg venter flere til
før du kommer ned ad nannasgade med hjertet over skulderen og kærligheden på bagagebægeret
du lægger din hånd i min og vi glider op af gelænderet til fjerde sal
du sætter frækt musik på jeg smider mig på sofaen du koger pasta
jeg kan høre i stuen jeg kan smage saltet og fornemme dit hoved i mit skød senerne
når
jeg har tømt alle dine skjorter for gårsdagens spørgsmålstegn
og lokaliseret dem alle sammen til venstre i vinduet
så vi kan sidde til højre og ryge cigaretter og dele udråbstegn.

2010-11-07T16:16:00.001Z

saglig silke
tarvelig tomhed

2010-11-05T22:54:00.001Z

videnskab

lidenskab

2010-11-05T22:45:00.001Z

2010-11-05T22:39:00.001Z

du kradser og raser langt inde i mine venekontorer
ventetiden er blevet så lang
selv blodet kan umuligt få hul igennem
tonen jeg venter til
er så rolig
ligefrem magelig og som en saglig
ekstrem ærlig
telefonlobbyist
fortæller du mig
hvor mange
der er foran mig

2010-11-04T21:42:00.002Z

du er mere synlig i dit fravær

end du var i dit nærvær.

2010-11-03T18:25:00.000Z

gernekonfrontation

kernerelation

hjertesensation

2010-11-03T18:23:00.000Z

mustang

jeg har købt mig en ny cykel
jeg har glemt den anden i cykelkælderen
der var simpelthen ikke plads til den

jeg havde ellers lige købt nye lys
fået låsen til at fungere
og klokken til at reagere

2010-11-03T18:20:00.000Z

Dagmar

min mormor hed Dagmar. til sidst var hun skrøbelig som porcelæn. jeg tænker på det, når mine musselmalede glider ud af mine hænder, når jeg vasker op.
jeg vasker op hver aften. jeg tænker tit på hende.

nu kan jeg besøge hende på kirkegården. der er røde blomster, der er grønne træer, og de bare gror og gror og gror op i himlen.
min morfar sidder oppe i træet.

før kunne jeg besøge dem begge på mejsevej og måske få en pindis, en flødebolle eller en sodavand.
nu vander jeg mormors grav og håber på himmelsk kollision.
mormor og morfar imellem.

2010-11-02T22:27:00.000Z

hvad kan du mon se
når du så særligt ligger i min hånd
og plukker anemoner
aldrig stopper du eller trækker linen i land
du bliver liggende
så fint
og så ærligt.

2010-11-02T22:25:00.001Z

2010-11-01T20:41:00.000Z

er ked af det med vejret, men helt ærligt, du har surmulet siden midten af vejle og der er stadig halvanden time tilbage.

2010-11-01T17:02:00.003Z

min mor var forbi til kaffe i dag

min mor snakker om hvor dejligt det ville være hvis jeg tog til Paris, hun havde jo lige håbet på at vi skulle rykke hele mit møblement og hjerte med. hun klør sig lidt i håret, jeg trækker bare knæene op til kæben, kigger i et andet hjørne af værelset. jeg siger jeg ikke har lyst til at praktisere almen ungdomsselverkendelse realiseringstrip og så videre i en lang smøre som hun siger hun godt kan forstå.
jeg skal jo bare gøre hvad jeg har lyst til siger hun, jeg siger jeg ved det godt.

2010-11-01T16:59:00.001Z

2010-11-01T16:50:00.000Z

i rema 1000 klokken sytten cirka

ser jeg mange mennesker med blå kurve

koncentreret omkring dosmorseddel dagligsdagsstress der ligesom fløjter sig omkring i hele butikken

der er så firkantet

at man ikke kan fare vild

2010-10-31T21:03:00.002Z

tage mig af kærlig.

2010-10-26T18:34:00.001+01:00

aftenappelsin

min mund er smurt ind i appelsinsaft

imellem mine tænder sidder der sikkert stadig kød

og hvis du kysser mig nu

kan du få mere af samme skuffe.

2010-10-26T15:14:00.002+01:00

tømmerkrop

uden for min dør går der tømrer, de er ved at lave taget, jeg er ved at tage mig sammen.
de kan se, jeg spiser spegepølsemadder og drikker mælk, de drikker sodavand i stedet og hører nova fm.
de tager hjem omkring klokken 16, de skal hjem og læse på lektien og læge deres tømmerkrop.
igen i morgen begynder de omkring klokken 8, tro mig, jeg kan høre det så tydligt
når jeg ligger i lagener og det pludselig banker på mit tag.

2010-10-26T11:54:00.002+01:00

vi ryger cigaretter i sengen ud af vinduet langs fortovet og helt op til stationen og enden af byen
min cykel punkterer halvvejs vi trækker og slider i vinterstøvlerne og vrider halstørklæderne helt omkring vores hals
din hånd er kold i min himlen ligesom smider nattens frost over os og vi skynder os vi skal virkelig nå det tog
bag vinduer ser vi hundrede ph-lamper og de lyser som funklende stjerner på himlen hen over gadenavnene.

2010-10-26T11:35:00.003+01:00

2010-10-25T20:06:00.001+01:00

i morges vågnede jeg fyrre minutter for sent jeg skulle drømme om dig i stedet

i dag mandag vandede jeg min orkidée normalt du ved jeg gør det søndag

i går

i nat

i morges vågnede jeg fyrre minutter for sent jeg skulle drømme om dig i stedet

jeg havde en falsk fur på

på nibet til at tage den af

afklæde dig i samme huk

og så ellers videre.

2010-10-25T19:39:00.003+01:00

du skal se mig
hvis du har lyst ikke
fordi jeg er i din vej
i forvejen for det er jeg aldrig
alligevel og anderledes
har det aldrig været

ved du
om det bliver
anderledes?

2010-10-24T20:59:00.002+01:00

der er glasskål over alt på mit gulv nu

jeg har støvsuget og bedt min veninde blive i stuen

jeg har taget sko på og gået omkring skårene
jeg ville sørge for at ikke få dem op i mine fødder.

2010-10-24T15:52:00.001+01:00

broen er ødelagt

i dag har jeg hængt vasketøj til tørre i hele lejligheden

min veninde og jeg skal over at handle, vi skal købe mælk og oksekød

først ryger vi en cigaret og snakker om hvor koldt det er

jeg siger, i går fandt jeg min cykellygte i min taske, jeg troede ellers jeg havde fået den væk

jeg siger, bladene har taget sådan en flot farve til sig

jeg siger, jeg ikke ved hvad det er du har taget til dig men noget er det

og du har taget det fra mig.

2010-10-19T21:12:00.002+01:00

2010-10-19T20:47:00.004+01:00

det er ikke for sjovt når jeg siger jeg elsker dig og fortæller dig jeg virkelig mener det og slanger mig i din lænestol og kigger på dit firkantede b&o fjernsyn fordi jeg ikke tør kigge på dig. du trækker altid på skulderen og jeg har set mig træt træt for helved af at se på det og optage det og forstå at det sker og at det ikke holder op med at ske. det er ikke for sjovt når jeg ikke holder til at kaste flere terninger eller tage flere tog østpå dupå. jeg får hele tiden at vide at livet er kort det er faktisk for kort og jeg skal nok snart finde ud af hvordan jeg vil spille mine kort.

vil du ikke være sød at slå mig hjem

så jeg kan rejse et nyt sted hen.
jeg har siddet med de samme kort alt for længe.

2010-10-19T20:41:00.005+01:00

kontekst

kontæsk

konteksttæsk.

2010-10-19T20:41:00.002+01:00

der er ikke nogen
der mener noget længere.