Morgen
Du siger, du ikke kan sætte verden til side for mig. Jeg siger, jeg ville miste verden for dig. 


Jeg har ligget med næsen mod din ryg i nogle timer nu, natten har været forbi og taget al min energi. Min krop bærer mærker efter dine lagener, mine hænder dufter af dine puder og dit mørke morgenhår.
En time senere trykker du stemplet i kanden ned, og hele køkkenet dufter af kaffebønner. Jeg læner og strækker mig ind over dit bord og ser ud mellem basilikum og persille en baggårdsverden, hvor børnecyklister spænder hjelmen. Vi burde gøre det samme.
Jeg støtter min krop på komfurets hvide flade og bordets og sætter mig på hjørnet og bidder i en banan. Jeg fokuserer meget på de slotte, dine skuldre kan lave. Du tømmer opvaskemaskine, du er i skabe og skuffer, op og ned som en karrusel. Når jeg ligger med næsen op ad din ryg, kan jeg rejse i de slotte og rejse flere selv, sammen med dig. Jeg tænker på, vi skal gå en tur i sneen snart, du kan tage mig kærligt om og bevæge omgivelserne rundt om os.
Så du lægger hånden rundt om hofte, længere om mod læn, læner ganske forsigtigt din krop til min og giver mig et simpelt kys, der finder grobund på min kind og senere vokser videre i min mund.
Jeg har ondt i min mave, fordi jeg ikke har plads til alle de kys, som du har givet mig, som du har ladet sive op mellem gulvets sprækker, som du har sat fast i vinduets yderste hak og placeret hovedsagligt i min hjertekontakt.
Så du går ud af rummet, det er firkantet, og jeg er så rund og mør, at jeg ikke kan passe ind i rammerne. Jeg trækker på min bare skulder, jeg klør kradsigt min hals og trækker benene op under den. Jeg sidder og vugger, for jeg er hjælpeløs som et barn, klokken er kun 9 og vinteren er allerede begyndt.
”Hvornår tror du, vi nogensinde skal holde op?”. Jeg lader det ene ben falde ned langs den lysegrå låge, og gør hvad jeg kan for at ikke falde ned.
På få sekunder kan jeg høre dig bevæge dig fra værelse, stue og gang til køkkenrum og med et vidløs, bredt øjetryk sige ”Hvad siger du?”. Jeg sidder blot i trusser og din hvide undertrøje, jeg kan næsten ikke blive mere nøgen, indtil jeg gentager mit spørgsmål: ”Hvornår tror du, vi nogensinde skal holde op?”.
Du bevæger dig med faste skridt hen imod mig, som hvis du gik i en stopfyldt 6A-bus, du griber bare ikke efter noget at holde i, du griber efter mig at holde af.
”Tror du nogensinde, vi skal holde op?” siger jeg igen. Jeg læner mig tilbage og former en kokon med mine ben og arme, ansigt og bryst.
Du ligner en, der lige har fået en lussing, jeg lægger din kind i min hånd, og dine hænder bevæger sig i cirkler på mine inderlår.
Alt er pludseligt rødt, jeg ved ikke, om det er sorg eller os, her dufter af.
”Lad os gå en tur, ikke?” siger du og nikker med hovedet i retningen af gaden og væk fra gården.
Cyklerne er frosset til, imellem egerne er der islag, og låsene ligesom mister deres betydning.
”Her er godt nok glat, hva’?” siger du, og jeg svarer ved at lægge min arm i din.
Vi går helt til Bispebjerg, vi finder en labyrint, og deri forsøger vi at finde svar. Vi sidder på en bænk og ryger en cigaret, det er sådan en undskyldt stilhed, vi tit benytter os af, og på mit ur kan jeg se, at du nu har brugt over halvanden time på at få et svar med ud i åndedraget, du vender mod mig.
Du siger, du ikke kan sætte verden til side for mig. Jeg siger, jeg ville miste verden for dig, og den vejer så tungt i min hånd, da vi sammen går tilbage til Ægirsgades 3. sal.