jeg føler, vi nu er nået så langt


jeg føler, vi nu er nået så langt.
vi når det hele, i løbet af et par timer falder himmelskyerne lilla og lys nuance fin over vore vinterfødder, der betræder fortov i takt og speciel tone igennemflyder luften imellem vore fingre, når de strejfer, som var risikoen kollibrilille.

vi sidder på balkonen, jeg læner mig forover, du ser hvordan min sorte kjole strækker sig over min pigehud og lægger hånden forsigtigt langs mine hvirvler og tvivler forsvinder ned ad trapperne, går i eet med rumtid. i et sådant sekund kan jeg rumme det hele, jeg indfører det i min hjerteprotokol og kan næsten ikke forstå, hvorfor vi ikke græder: rummet vi lige er trådt ind i, er vort.